§ 1.        NAVN

Foreningens navn er Ølgod Antenneforening.
Foreningen er en andelsforening.

§ 2.         HJEMSTED

Foreningens hjemsted er Ølgod by og dens virkeområde er den bymæssige del af Ølgod by, bortset fra rene erhvervsområder. Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en ejendom er beliggende i foreningens virkeområde afgøres af bestyrelsen.

§ 3.         FORMÅL

Foreningens formål er
- drift af fællesantenneanlægget
- udbygning og forbedring af antenneanlægget.

§ 4.         MEDLEMMER

a. Som medlemmer kan optages

1. ejere eller lejere af en beboelse
2. ejere af offentlige ejendomme af enhver art inden for foreningens virkeområde.

b. Medlemskabet er for såvel ejere af fast ejendom som for lejere tilknyttet ejendommen/lejligheden, og kan ikke overføres til anden eller ny ejendom/lejlighed.

c. Afstår et medlem den ejendom eller lejlighed, hvortil medlemskabet er knyttet, vedkommende pligtig at sørge for at ny ejer/lejer overtager forpligtelser og medlemskab i antenneforeningen. Meddelelse herom skal gives til antenneforeningen.

d. Udtræden af foreningen kan kun ske med bestyrelsens godkendelse. Begæring om udtræden skal ske med mindst 6 mdrs. varsel til et regnskabsårs udløb. Ved udtræden har medlemmet ikke krav på nogen del af foreningens formue. Godkendelse af udmeldelse er betinget af, at foreningen er solvent på udtrædelsestidspunktet med anlægsaktiver opgjort efter scrapværdi. Er dette ikke tilfældet kræver godkendelse af udtræden, at medlemmets andel af gældsforpligtelserne bliver betalt. Gældsforpligtelserne fordeles som anført i § 13, sidste afsnit.

§ 5.         TILSLUTNING / AFGIFT

For at få signal oprettes en kontrakt mellem ejendommens ejer/lejer og foreningen. Tilslutningsafgiften betales i h.t. kontraktens bestemmelser. Kontrakten er bindende og udmeldelse kan kun ske på betingelserne jvf. § 4 d. Tilslutningsafgiften fastsættes af bestyrelsen og reguleres i forhold til markedsprisen på materiel og tjenesteydelser. I forbindelse med kampagner for nye medlemmer kan bestyrelsen for en kortere periode fastsætte lavere tilslutningspriser end normalt gældende. Tilslutningsafgiften for ejendomme med flere boliger fastsættes ved tilbud af bestyrelsen. Kun de af foreningen godkendte installatører må foretage nyanlæg og tilslutninger til anlægget. Medlemmerne skal acceptere, at den nødvendige ledningsføring fra hovedkablet til eget hus eller nabo, føres over den pågældendes grundareal. Der skal ved nedgravning af kabel over medlemmernes grunde tages størst muligt hensyn til medlemmernes ønsker om kabelføring, således at der sker mindst mulig skade. Medlemmerne skal acceptere, at eventuelle forstærkere og tilslutningsstandere placeres på eller ved medlemmets grund.

§ 6.         VEDLIGEHOLDELSE.

Kun en af foreningen godkendt installatør må foretage reparationer og ændringer af anlægget. Dette gælder også brud på kabler, der løber på eller ved medlemmets grund eller hus. Medlemmerne skal acceptere de foranstaltninger, der er nødvendige for vedligeholdelse af anlægget og fødelinier. Medlemmerne er pligtige til at holde deres modtageapparater, indvendige installationer og stikledninger, i en sådan stand, at defekter ikke kan genere de øvrige medlemmers modtagning. Bortset fra sådanne udgifter, der alene vedrører medlemmets modtageapparater, herunder stikledningen, eller den indvendige installation, henhører alle reparationer af det fælles anlæg under fællesudgifter, der afholdes af foreningen over dennes driftsregnskab. Medlemmerne er dog selv ansvarlige for beskadigelser, de måtte påføre de forbindelseskabler, forstærkere og tilslutninger, der findes på egen grund.

§ 7.        KONTINGENT.

Kontingentet fastsættes hvert år på generalforsamlingen, gældende for 1/1-31/12. Hvis betalingsfristen er overskredet skal restance straks ved henvendelse indbetales med tillæg af rykkergebyr, der fastsættes af bestyrelsen. Er betaling ikke foretaget senest 8 dage fra brevets dato, vil der uden yderligere varsel blive lukket for signalet. Signalforbindelsen kan retableres, når skyldigt kontingent, regning for lukning og genoplukning samt et administrationsbeløb til foreningen, der fastsættes af bestyrelsen, er betalt. Såfremt et medlem er i restance med mere end 1 års kontingent betragtes medlemskabet som bortfaldet jvf,. dog § 4 d.

§ 8.         GENERALFORSAMLINGER.

Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes snarest muligt efter regnskabsårets udløb og skal være afholdt senest 5 mdr. efter regnskabsårets udløb. Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indgives skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Indvarsling til den ordinære generalforsamling skal ske med mindst 21dages varsel ved avertering i lokal avis/ugeblad eller ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse
4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant
7. Valg af revisor
8. Eventuelt

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de mødtes antal. Alle vedtagelser på generalforsamlingen sker ved simpel stemmeflerhed såfremt ikke andet er bestemt i disse vedtægter. Afstemningen sker ved håndsoprækning med mindre dirigenten eller blot 1 medlem ønsker skriftlig afstemning. Valg af bestyrelse skal dog altid foregå skriftligt. Blanke og ugyldige stemmer medregnes ikke. Alle medlemmer har kun 1 stemme, uanset hvor mange tilslutninger medlemmet måtte repræsentere. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, dog kan ægtefæller stemme for hinanden. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden eller når bestyrelsens flertal måtte ønske en sådan. Begæring om ekstraordinær generalforsamling sendes til formanden. Generalforsamlingen skal bekendtgøres og berammes senest 1 måned efter begæringens modtagelse, og indkaldes efter samme regler, som er gældende for den ordinære generalforsamling. Der føres protokol over generalforsamlingens forhandlinger.

§ 9.         BESTYRELSEN.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Valget gælder for 2 år ad gangen, således at der skiftevis afgår 3 og 2 medlemmer. Der vælges hvert år 1 suppleant for 1 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand samt sekretær og kasserer. Kassereren kan vælges udenfor bestyrelsen. Bestyrelsen forestår foreningens drift. Der føres protokol over bestyrelsens beslutninger.

§ 10.         REGNSKAB.

Foreningens regnskabsår er 1/1 - 31/12. Driftsregnskab og status forelægges, forsynet med bestyrelsens underskrift og påtegning af revisor, den ordinære generalforsamling til godkendelse.

§ 11.         REVISION

Foreningens regnskab revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.

§ 12.         VEDTÆGTSÆNDRINGER.

Til vedtagelse af ændringer i vedtægterne kræves, at 2/3 af de afgivne stemmer er for vedtagelsen. Blanke og ugyldige stemmer medregnes ikke. Bestyrelsen er bemyndiget til at foretage ændringer i vedtægterne, når disse er nødvendiggjort på grund af lovindgreb.

§ 13.        MEDLEMMERNES ANSVAR

Medlemmerne er overfor de enkelte kreditorer solidarisk ansvarlige for foreningens forpligtelser. Medlemmer optaget i h.t. § 4 a, 2 deltager ikke i den solidariske hæftelse. Kreditorerne kan dog først søge dækning hos de enkelte medlemmer efter, at det må have vist sig umuligt at opnå dækning hos foreningen. Hæftelsen fordeles på de enkelte medlemmer i forhold til det gennemsnitlige driftsbidrag (kontingent) i de sidste 3 år.

§ 14.         KAPITALGRUNDLAG.

Foreningens kapital fremskaffes ved tilslutningsafgifter samt ved optagelse af lån. Foreningens formue kan indestå på konti i pengeinstitut, anbringes i stats- og/eller kreditforeningsobligationer.

§ 15.         OPLØSNING.

Beslutning om foreningens opløsning sker efter de samme regler, som for vedtægtsændringer, dog således, at vedtagelsen altid skal behandles og vedtages af 2 generalforsamlinger med mindst 3 ugers og højst 5 ugers mellemrum. Er et forslag om opløsning lovmæssigt vedtaget, likvideres foreningen under ledelse af et udvalg, som nedsættes af den opløsende generalforsamling. Viser en likvidation et underskud fordeles dette på medlemmerne i h.t. bestemmelserne om det solidariske ansvar jvf.. § 13. Viser en likvidation et overskud, når alle krav er dækket, anvendes dette overskud efter generalforsamlingens nærmere beslutning.

 

§ 16.         OVERTRÆDELSE AF VEDTÆGTER.

Såfremt et medlem overtræder nærværende vedtægter og forholdet ikke er berigtiget inden 8 dage efter at foreningen har påtalt overtrædelsen kan foreningen uden videre varsel foranledige antenneanlæggets tilførsel af signal til det pågældende medlem afbrudt. Ved genetablering af signal finder reglerne i § 7, 2. afsnit, anvendelse. Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den. 27. februar 1996. Alle tidligere vedtægter er hermed ude af kraft, idet nærværende vedtægter er trådt i kraft ved generalforsamlingens vedtagelse..